Tilbageblik på 2017

2017 lakker mod enden, og 2018 banker snart på døren. I den anledning vil jeg i dette blogindlæg kigge tilbage på de dejlige minder og oplevelser, vi har haft i år hos Zitcom Group. Og du er inviteret med på turen.

 

Et vildt år

Skal jeg sætte ét ord på, hvordan 2017 har været for Zitcom Group, må det være ”vildt”:

  • Vildt spændende fordi vi i juni blev solgt til Intelligent fra Belgien og både før og efter salget bød velkommen til en masse nye kolleger, kunder og partnere i vores efterhånden store familie.
  • Vildt sjovt fordi 2017 vanen tro bød på en masse arrangementer – både de faglige med fokus på spændende indhold og de sociale, hvor det først og fremmest handler om at hygge sig og lære hinanden bedre at kende uden for arbejdspladsen.
  • Vildt omvæltende – både fordi vi har skullet vænne os til vores nye flotte rammer på Højvangen og til titlen som Danmarks bedste it-virksomhed 2017.

 

Nye venner i Danmark og Belgien

Den 14. juni kunne vi offentliggøre, at vi havde solgt Zitcom Group til Intelligent Group fra Belgien. Allerede inden handlen var Zitcom Group markedsledende i Danmark, ligesom Intelligent Group var det i Belgien og Holland.

Samlet er vi nu den største hostingudbyder i Nordvesteuropa og betjener mere end 70% af alle belgiske og danske SMV’er, der er på nettet. Det er stort! Og det er en fed rejse at være en del af.

I 2017 har vi også budt velkommen til en masse nye kolleger og kunder i Zitcom Group. Først fra Web10 i april og siden fra Danhost og DanDomain i juni. Det har virkelig været lærerigt at blive en del af så mange nye, dygtige menneskers dagligdag, og jeg er meget taknemmelig for den modtagelse, jeg har fået.

 

Det sunde og sociale

Fitcom

I foråret afholdt vi en stor fitness- og vægttabskonkurrence. Som it-medarbejder bruger du naturligt nok en stor del af din dag foran computeren. For at lokke folk til også at bruge lidt tid i motionsrummet eller på løbestierne fandt vi på Fitcom.

Ud over en masse lækre præmier havde vi sørget for, at alle deltagere fik adgang til gode træningsråd fra Anders Oll, tidligere landstræner for de danske triatleter, og en app, hvor de kunne registrere deres træning.

Fitcom var en kæmpe succes. De 40 medarbejdere, der deltog, tabte samlet 170 kg og 4 meter om livet, og den gennemsnitlige bodyage faldt fra 46 til 33 år. Om vi gentager Fitcom i 2018, må tiden og tallene på badevægten vise. 😊

 

Sommerfest

I juni holdt vi den årlige sommerfest.

Sommerfesten i år var lidt speciel, da det var den sidste fest, vi holdt sammen med vores gamle personaleforening fra Danmarksvej 26.

Derfor var der også kræset lidt mere for det hele med gallapåklædning, treretters menu og long drinks og cocktails ad libitum.

 

DM i Hyggebold

I Zitcom Group har vi efterhånden fået opbygget en del sociale traditioner.

SmukFest og FirmaCS er efterhånden faste traditioner, og det samme gælder for DM i Hyggebold.

Igen i år blev DM i Hyggebold afholdt i juli, igen havde vi et hold med, og endnu engang blev vi bekræftet i, at vi er væsentligt bedre til at drive hostingforretning end til at spille fodbold. 😊

 

Det faglige

Inspiration fra årets største hostingevents

Ligesom vi efterhånden har mange sociale traditioner, har vi også en del faglige.

Igen i år har vi sendt flere medarbejdere til de største hosting events (bl.a. World Hosting Days, VMWorld og Microsoft Inspire og Ignite) for at blive inspireret af de nyeste trends, tendenser og produktnyheder.

For os giver det kæmpe værdi at deltage i de store hosting events. Dels er det en oplagt mulighed for at hilse på vores kunder, leverandører og partnere, og dels er det fedt at få konkret sparring med specialister fra de virksomheder, hvis teknologier vi bruger i vores forretning.

 

Workshops for vores mange forhandlere

I løbet af året har vi også selv haft mulighed for at dele ud af vores erfaringer.

I foråret holdt vi workshops i både Skanderborg og København om hhv. EU’s persondataforordning og Microsoft Office 365/Azure.

Rigtig mange forhandlere kiggede forbi – især til de to workshops om EU’s persondataforordning.

 

DanDomains Store Uddannelsesdag

For første gang har vi i år også haft fornøjelsen af at afholde DanDomains Store Uddannelsesdag.

Dagen løb af stablen i starten af november og var fyldt med skarpe oplæg fra vores kompetente partnere og besøg fra over 100 webshopejere.

Tusind tak for den vilde opbakning. Vi håber at se mindst lige så mange næste år. 😉

Kunne du tænke dig at se præsentationerne fra dagen og meget mere, så klik over på DanDomains blog her.

 

Nye omgivelser og milepæle

Højvangen 4

2017 blev året, hvor Zitcom Group endelig fik sit eget sted.

Det har været fedt at bo sammen med alle de dygtige virksomheder på Danmarksvej 26, men i takt med at vi selv blev større, stod det allerede i 2016 klart, at vi skulle finde et sted for os selv.

Stedet blev Højvangen 4, og i juni måned kunne de første af os rykke ind i nye og komplet nyrenoverede lokaler.

 

Reception: Velkommen på Højvangen

Den 1. september bød vi venner af huset – kollegaer, familie og samarbejdspartnere – velkommen i de nye lokaler.

Over 200 dukkede op til indvielsen af vores nye domicil, som blev fejret i solskinnet med fantastisk mad og drikke – og efterfølgende fest kun for medarbejderne.

Endnu engang tak til alle jer, der var med til at gøre det til sådan en skøn dag.

Se flere billeder fra den hyggelige dag her. 

 

Danmarks bedste it-virksomhed 2017

Den 29. september var også en skøn dag. Her blev Zitcom nemlig kåret til Danmarks bedste it-virksomhed 2017 af Computerworld.

Vi fik bl.a. prisen, fordi vores indtjening før skat på ét år er steget 946% – fra 4,7 millioner kroner i 2015 til 48,9 millioner kroner i 2016.

Jeg er så stolt over udnævnelsen og vil endnu engang benytte lejligheden til at sige tak til alle medarbejdere, samarbejdspartnere og kunder.

 

På gensyn i 2018

2017 har været et vildt år for Zitcom Group. Om 2018 bliver lige så vildt, er ikke sikkert, men noget kommer der helt sikkert til at ske. 😉

Jeg håber, at I alle får en rigtig glædelig jul og et knaldgodt nytår.

Husk: Har I lyst til at følge med i, hvordan 2018 bliver for os, kan I følge os på både Facebook og LinkedIn.

Ellers er der her et lille sammenkog af, hvordan 2017 har været for Zitcom Group:


Med venlig hilsen

Stefan Rosenlund

Stefan Rosenlund

CEO

Har du spørgsmål eller kommentarer til dette blogindlæg, er du mere end velkommen til at sende mig en mail eller lægge en kommentar i sporet.

Send mail


Del dette blogindlæg: